Effektbaserede ressourcetildelingsmodeller for forløbs- og periodebaserede indsatser i den offentlige sektor
Year: 2020
Type: article
Abstract: Tildelingsmodeller er budgetmodeller, der tildeler ressourcer fra et overliggende styringsniveau til decentrale udførerenheder ved anvendelse af matematiske formler. De er baseret på tildelingskriterier, der kan omfatte både cost-drivere og resultatmål. Denne form for budgetmodel vil altid udgøre en incitamentsstruktur. Effektbaserede tildelingsmodeller er karakteriseret ved, at de indebærer incitamenter, der fremmer effektskabelse. I denne artikel tager vi udgangspunkt i, hvordan produktions- og økonomistrukturer på forskellige serviceområder har betydning for, hvordan en tildelingsmodel bedst designes. Vi sætter især fokus på forløbs- og periodebaserede indsatser på ældreområdet samt på handicap- og psykiatriområdet. Begge områder er karakteriseret ved, at opgaverne primært udføres af offentlige virksomheder, og hvis de udføres i privat regi, finansieres de oftest af det offentlige. Herefter ser vi på tildelingsmodellers motiverende egenskaber og diskuterer, hvornår de indeholder incitamenter til effekt. Endelig skitserer vi grundprincipperne for effektbaserede tildelingsmodeller. Med afsæt i konkrete erfaringer fra bl.a. Odense Kommune viser vi, hvordan der kan udvikles effektbaserede økonomistyringsmodeller for korte og intensive rehabiliteringsforløb. Herudover diskuterer vi karakteristika ved den økonomiske styring af længerevarende eller permanente indsatser, og det illustreres, hvordan der kan anvendes forløbsbevillinger på dette område.
Source: Samfundslederskab i Skandinavien
Institutions: Aalborg University, Aarhus University
Language: Danish
Subfield: Public Administration
Field: Social Sciences
Domain: Social Sciences
Open Access status: diamond
OpenAlex ID: W3112062003
