Detection of mental health problems at school entry
Year: 2026
Type: other
Abstract: Baggrund Mentale helbredsproblemer i barndommen er hyppige og kan have betydelige kort- og langsigtede konsekvenser. Mange problemer opstår i skoleårene, særligt ved skolestart, hvor øgede krav kan gøre tidlige vanskeligheder mere synlige. Identifikation er derfor vigtigt, idet tidlig indsats kan reducere risikoen formere alvorlige og vedvarende problemer. Forskning har identificeret en række tidlige risikoindikatorer i barndommen, som er forbundet med senere psykiske problemer. Dette peger på, at børn med sådanne indikatorer kan identificeres, før mere alvorlige problemer eller egentlige psykiske lidelser udvikler sig. Skolen udgør en vigtig ramme for tidlig opsporing, da den giver en universel adgang til børn, familier og fagprofessionelle. I Danmark tilbydes alle børn en indskolingsundersøgelse hos skolesundhedsplejen, hvor barnets trivsel, sundhed og udvikling vurderes på baggrund af oplysninger fra sundhedsplejersken, barnet og forældrene. I flere kommuner er indskolingsundersøgelsen standardiseret gennem Databasen Børns Sundhed. Der er imidlertid begrænset forskning i, hvorvidt de indikatorer relateret til børnenes mentale sundhed, der anvendes i denne undersøgelse, er valide og egnede til tidlig opsporing, og der mangler viden om, hvordan sådanne indikatorer fungerer i praksis. Formålet med denne afhandling er derfor at undersøge, om indikatorer relateret til mental sundhed, der anvendes i indskolingsundersøgelsen, er valide og egnede til tidlig opsporing. Dette undersøges gennem et multi-metodisk design, hvor kvantitative analyser af prædiktiv performance (artikel I og II) kombineres med en kvalitativ undersøgelse af, hvordan face- og indholdsvaliditet udfolder sig og formes i praksis (artikel III). Metode Afhandlingen bygger på data fra den standardiserede indskolingsundersøgelse i Databasen Børns Sundhed. På tværs af alle tre delstudier fokuseres der på seks indikatorer relateret til mental sundhed, udvalgt på baggrund af deres relevans for studiets formål (problemer i relationer til jævnaldrende, generel trivsel, skoletrivsel, forældre–barn-relation, sundhedsplejerskens observation og samspil med barnet samt sproglige kompetencer). De kvantitative analyser var baseret på prospektive kohortedata fra mere end 25.000 børn, der deltog i indskolingsundersøgelsen ved skolestart i flere danske kommuner, og som blev fulgt frem til ungdomsårene (14–16 år). Opfølgningsdata omfattede nationale registerdata, spørgeskemadata samt data fra udskolingsundersøgelsen. Analyserne undersøgte indikatorernes prædiktive validitet i forhold til senere mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom. Det kvalitative studie bestod af observationer af indskolingsundersøgelser kombineret med interviews med børn, forældre og sundhedsplejersker. Resultater Resultaterne viste, at indikatorerne relateret til mental sundhed fra indskolingsundersøgelsen var associeret med mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom i ungdomsårene, men havde begrænset prædiktiv evne på individniveau. Indikatorerne viste lav sensitivitet og positiv prædiktiv værdi samt høj specificitet og negativ prædiktiv værdi. Desuden steg risikoen for senere mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom med antallet af tilstedeværende indikatorer, hvilket tyder på et gradueret risikomønster. De kvalitative fund viste, at indikatorernes validitet er praksisbaseret. Det vil sige, at indikatorerne fortolkes, omformuleres og tilpasses i samspillet mellem sundhedsplejersken, barnet og forældrene. Studiet identificerede desuden praksisbaserede mekanismer, såsom kommunikative strategier og relationel afstemning, som kunne understøtte børns deltagelse og kvaliteten af den information, der fremkom. Endvidere blev der identificeret kontekstuelle betingelser, herunder forældres tilstedeværelse, asymmetrier mellem voksne og børn samt begrænsninger relateret til standardiserede svarformater, som havde betydning for, hvad der kunne komme til udtryk, og hvordan det blev registreret. Konklusion Samlet set viste resultaterne, at validiteten og egnetheden af indikatorer relateret til mental sundhed fra indskolingsundersøgelsen ikke kan forstås som iboende egenskaber, men må vurderes i relation til deres tilsigtede anvendelse og den kontekst, hvori de anvendes. Indikatorerne var ikke velegnede til at identificere individuelle børn, der senere udvikler mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom, og kan derfor ikke anvendes som selvstændige redskaber til diagnostik eller beslutningstagning. Resultaterne pegede dog på, at indikatorerne kan være anvendelige i en bredere, forebyggende sammenhæng, hvor dekan bidrage til at identificere grupper af børn i øget risiko og understøtte faglig opmærksomhed og opfølgning i skolesundhedsplejen. Samtidig viste afhandlingen, at den information, der genereres, ikke alene afhænger af indikatorerne, men også af hvordan de anvendes, fortolkes og omsættes i praksis, herunder betydningen af faglig dømmekraft og undersøgelsens rammer. Overordnet peger afhandlingen på, at vurderingen af sådanne indikatorers egnethed og validitet kræver, at man ikke alene fokuserer på deres prædiktive egenskaber, men også på deres anvendelse og de praksisbetingelser, de indgår i.
Author: Pant, Sofie Weber
Language: English
Subfield: Clinical Psychology
Field: Psychology
Domain: Social Sciences
Open Access status: green
OpenAlex ID: W7214660965
