Year: 2018
Type: article
Abstract: Artiklen behandler dansk civilforsvar i den tidlige atomalder (ca. 1945-1965). Det analytiske perspektiv kombinerer en følelseshistorisk tilgang med ny politisk historie, og introducerer begrebet følelsespolitik. Med det udgangspunkt analyseres atomfrygtens rolle og følelsespolitiske potentiale i indretningen og kommunikationen af dansk civilforsvar i perioden. Civilforsvaret anskues som en arena, hvor følelser som frygt og viljestyrke havde politisk betydning og blev gjort til genstand for analyse, handling og kritik. Analysen falder i tre dele. Den første del fokuserer på statslige analyser af betingelserne for at beskytte civilbefolkningen i tilfælde af atomkrig – analyser, der anerkendte atomfrygtens eksistens, men ellers var karakteriseret ved en nedtoning eller udsondring af følelser. Anden del fokuserer på (forsøg på at udarbejde) oplysningsmateriale om civilforsvar rettet mod offentligheden. I dette materiale forsøgte myndighederne at udnytte og kontrollere atomfrygten gennem autoritativ information. Dernæst vender artiklen sig mod en sarkastisk kritik af civilforsvaret, der gradvist blev udviklet på den politiske venstrefløj. Det konkluderes, at dansk civilforsvar var i en vanskelig situation i den tidlige atomalder, hvilket ikke mindst havde rod i en hastig våbenteknologisk udvikling. Atomfrygten udgjorde en udfordring, men den besad også et betydeligt følelsespolitisk potentiale, der kunne udnyttes af såvel fortalere som kritikere af civilforsvaret.
Source: Temp - tidsskrift for historie
Author: Sylvest, Casper
Language: Danish
Topic: History of Emotions Research
Subfield: History
Field: Arts and Humanities
Domain: Social Sciences
Open Access status: green
OpenAlex ID: W2805656445
